Nytåret er ofte en hård tid for hunden. Fyrværkeriet larmer og blinker, folk fester og er højrøstede og aftenen er generelt stressende for hunden. Vi har samlet nogle tips til, hvordan du kan hjælpe din hund godt igennem nytåret.
Luft hunden i snor og flere gange i løbet af dagen
Din hund skal selvfølgelig stadig luftes, selvom det er nytårsaften. Start ud med en god lang gåtur fra morgenstunden, hvor hunden virkelig får brændt noget energi af. Overvej så at lufte igen tidligt på eftermiddagen eller tidligt på aftenen. Det meste fyrværkeri bliver først affyret senere på aftenen. Dog vil der altid være nogle, som skyder af fra morgenstunden, og derfor anbefaler vi, at du tager din hund med ud til et roligt område udenfor byen. Du kan besøge et stort grønt område, en skov, stranden eller andet. Sørg for at have din hund i snor, så eventuelle pludselige brag ikke forskrækker din hund, så den løber væk eller ud på en trafikeret vej.
Forbered huset, så din hund er klar til nytåret
Du kan hjælpe din hund godt på vej, med lidt forberedelse. Sørg for at have enten en favoritduft eller godbid klar. Dette kan være med til at aflede opmærksomheden og berolige din hund, når fyrværkeriet tager til. Lyde, som hunden er vant til såsom TV, musik, opvaskemaskine eller vaskemaskine kan også bidrage til mere ro hos hunden. Derudover bør du lave plads ved bordet, ved sofaen og andre steder, hvor du ved, du kommer til at sidde. På den måde kan hunden komme hen og lægge sig tæt op ad dine ben, og mærke din ro.
Forhold dig roligt og vis din hund at alt er OK
Vis din hund, at der ikke er noget at være bange for selvom det brager udenfor. Udstrål ro og afslappethed i alt hvad du gør. Udstrål at alt er okay, og at lydene udenfor ikke er farlige for hverken dig eller hunden. Virker du nervøs og hektisk pga din hunds angst, kan det blot forværre hundens tilstand.
Luk vinduer og døre – og bliv inde med din hund for at støtte den
Du kan mindske kraften af lydene udenfor, ved at lukke vinduer og døre, og derudover lukke persienner og rulle gardiner for. De store lysglimt på himlen er også med til at gøre hunden nervøs, og hvis disse bliver mindsket, kan det allerede hjælpe din hund.
Selvom, at det måske er tradition og sjovt at skyde nytåret ind udenfor med familie og venner bør du blive hos din hund og ikke lade den være alene, når den er så stresset. Din hund vil altid føle sig tryggest hos dig, dens ejer og bedste ven. Pas på med at give din hund for meget opmærksomhed. Selvom at det er svært at se, at din hund er i en stresset tilstand bør du så vidt muligt forsøge at ignorere dens stress. Sæt dig sammen med hunden i sofaen eller ved bordet, snak roligt med familie og venner, drik et glas champagne og nyd aftenen. Vis hunden at støj ikke får dig til at stresse, være nervøs eller gå i panik.
Har du spørgsmål eller brug for gode råd til nytåret, så kontakt os endelig.